Udstillingen viser 18 meta-fortolkninger af turistfotografier. Billederne er fra ferier og forretningsrejser gennem knap 20 år af fotograf Mai Skou Wihlborg. Serien startede i 2001 med et billede af to turister, som fotograferede hinanden foran Det Kongelige Slott i Oslo.
Derpå gav serien nærmest sig selv; der er overvældende mange turister på populære destinationer som Det Skæve Tårn i Pisa, Pyramiderne i Egypten og Golden Gate i San Francisco. Det kan være svært at få et ‘naturligt’ turistfoto med hjem, og blev derfor mere interessant at træde et skridt bagud, og få en anden type billeder.
Siden fotografiet blev opfundet i 1800-tallet, har vi iscenesat os selv i mediet, og genren turistfoto er ikke et nyt fænomen. Men ved at træde et skridt tilbage, blev et universielt mønstret særdeles tydeligt. Vi gør det samme, vi vil alle gerne have et minde med hjem – I Was Here!.
Turistfotografierne en også en dokumentation af det teknologisk tigerspring de sidste 20 år. De første fotografier er med små digitale kameraer, herefter udvikles mobiltelefonerne, og ind i mellem er der et digitalt spejlreflekskamera.
Da mobiltelefonerne i løbet 00’erne fik gode kameraer begyndte en ny slags turistfoto, nemlig selfies. I stedet for at fotografere hinanden, eller få en fremmed person til at agere fotograf, rækker de fleste nu bare armen op og tager et selfie.
Udstillingen er både en kærlig skildring af turister, men lægger også op til reflektion over masseturisme; kan vi skabe en mere bæredygtig industri. Er der en måde at mindske de negative aftryk som forurening, slitage og gener for lokale indbyggere, og samtidig giver gode oplevelser og rejseglæder for den enkelte turist.
Lige siden fotografiet blev opfundet i 1839 har det formet vores opfattelse af virkeligheden; gennem fotografier har vi set den historiske udvikling, krig og katastrofer, fred og fordragelighed. Fotografiet har en stor rolle i hvordan vi husker og hvad vi viser fra vores private liv; vi foreviger familielivet, højtider, fødselsdage, sportspræstationer – og ferier.
I denne sammenhæng handler det om turistfoto. Som er en kombination af turisme og selvportrætter (eller selvfremstilling). Selve turismebegrebet har en negativ ladet klang, og til dels med rette. Man vil hellere omtales som en nysgerrig rejsende end som en overfladisk turist. Hvis du som besøgende har stået foran Den Lille Havfrue eller Frihedsgudinden for at få et foto, har du oplevet at være omgivet af turister fra hele verden. Man kæmper om pladsen, og hvis der er god køkultur skiftes man til den bedste plads, og får et ‘solo-turistfoto’ med hjem.
Der er turister som har gode og mindeværdige rejser – se bare kvinden foran Golden Gate, hun ser oprigtig glad og begejstret ud. Men rejser til populære destinationer er ikke nødvendigvis en god og autentisk rejseoplevelse, det ser fx. lidt stramt ud ved Pyramiderne. Masseturisme er kendt og man kan godt spørge, om oplevelsen var rejsen værd.
Næsten alle rejsende tager turistfotos, og har gjort det siden 1950-60’erne hvor samfundsudvikling og velstand muliggjorde både rejser og fotografiapparater for mange mennesker (i den vestlige verden). Turistfotos dokumenterer rejser, og bruges både som vidnesbyrd over for andre, og til at fastholde og huske oplevelser fra en rejse ud i det fremmede.
Den amerikansk kritiker og forfatter Susan Sontag skriver i bogen “Om fotografi” (1977):
‘At tage fotografier opfylder det samme behov for kosmopolitter, der indsamler fotografiske trofæer fra deres bådtur op ad Nilens øvre løb eller fra fjorten dage i Kina, som det gør for de mere jævne ferierende, der tager snapshots af Eiffeltårnet eller Niagara vandfald.’
Susan Sontag var en af de første, som i forbindelse med analyse af fotografiet, inddrog turistfoto som genre. Turistfoto og masseturisme er forbundet i en vekselvirkning – turister besøger og bliver fotograferet ved Triumfbuen eller Angkor Watt – og inspirerer igen flere turister til samme besøg. De er forbrugere og medproducenter i samme moment, hvilket resulterer i overturisme, kendt i byer som Barcelona, Amsterdam og Prag. Men det er en anden historie, her handler det om turistfoto.
Portrætter og selvportrætter er lige så gamle som fotografiet selv, og i malerkunsten går genren selvportrætter endnu længere tilbage. I 1800-tallet var mange portrætter formet som visitkortfotos, fine opstillede billeder i små formater. Op igennem 1900-tallet fik fotografiapparater til amatørbrug selvudløsere, så portrætter/selvportrætter blev for alle glade amatørfotografer.
Efterhånden som kameraer blev mere handy og film/fotopapir mere lysfølsomt, kunne man tage selfies i strakt arm. “Thelma & Louise” skød et af de mest ikoniske polaroid selfies i filmen fra 1991. Det hed bare ikke selfies, den term blev først anvendt fra omkring 2002. Selfies tog fart fra midten af 00’erne, da ny teknologi udstyrede mobiltelefoner med omvende-funktionen og dermed det perfekte håndholdte kamera. Smart Phones, hurtige internetforbindelse og social medie platform muliggjorde selfies i den form vi kender i dag.
Amatørfotografernes selvportrætter (og selfies) er snapshots, i modsætning til tidligere selvportrætter udført af kunstnere, som er værker i en kunstnerisk kontekst. Selfies er i udgangspunktet ikke kunst. Men de er ladet med symbolik og tegn, og kan opdeles i forskellige temaer. Braggies (brag=pral), du praler fx. står du i en skøn solnedgang et eksotisk sted. Helfie (hair=hår) du har lækkert hår, er lige blevet klippet. Welfie’ (workout) du er sund, du er i fitness center. Og så alle de skjulte signaler: du bager/går tur i skoven/er vegetar/politisk korrekt/ vinterbader – eller du er beruset i byen igen – fnis (ironisk).
De rige og berømte bruger selfies til iscenesættelse og markedsføring for produkter og forretning. Alle spejler sig i omverdenen og hinanden, og særligt de unge bruger meget tid på selfies. Nogle mener at selfies er et udtryk for selvoptagethed og kulturelt forfald, andre mener at selfies blot er en digital måde at kommunikere på.